CHR. IX Ensemblet

  Christian IX Ensemblet blev dannet på initiativ af David M.A.P. Palmquist i 2013 i forbindelse med markeringen af 150 året for Christian IXdes tronbestigelse og dermed 150 året for den glücksborgske slægt på den danske trone. Ensemblet består af 9 musikere fra Den Kongelige Livgardes Musikkorps, der spiller på instrumenter fra tiden omkring Christian IXdes regeringsår (1863-1906) i en formation, der var typisk. Der fandtes dengang et væld af militærorkestre med en besætning på 6-10 musikere.

 

Musikerne på billedet er (med uret fra “kl. 7”):
Søren Rønløv (slagtøj), Bjarne Rasmussen (basun), Lars Uhrenfeldt (cornet/flygelhorn), Lars Ejlif Hansen (trompet), Andras Olsen (tenorhorn), Thomas Bruun (tuba), Stig Sønderriis (trompet), Tom Højlund (slagtøj), og endelig midt i: David M.A.P. Palmquist (horn/flygelhorn).

Den nationalromantiske kulturarv i Danmark er enorm, ikke blot blandt forfattere og billedkunstnere, men også blandt komponister. Det er netop denne kulturarv som Christian IX Ensemblet værner om og levendegør igennem en historisk korrekt fremførelse. Instrumenter, noder og uniformer er dels tilvejebragt gennem private samlinger og gennem samarbejde med Den Kongelige Livgardes Historiske Samling, Det Kongelige Bibliotek samt Tøjhusmuseet. Ensemblet har igennem den første tid haft engagementer ved Hotel d’Angleterre og Forsvaret samt private koncerter for Kongefamilien på Fredensborg Slot og i 2015 på Chateau Cayx og i katedralen i Cahors, Frankrig.

Hør ensemblet spille, klik her og lyt i SoundCloud.

Se ensemblets hjemmeside, klik her.

Læs mere om Chr. 9. Ensemblet, baggrunden og tidsånden