Da den traditionelle efterårskoncert i Fredensborg Slotskirke skulle planlægges, var det H.M. Dronningens ønske, at Livgardens Musikkorps skulle medvirke. En sådan opfordring bliver Musikkorpset naturligvis meget glad for, og musikerne fik travlt med at finde egnede musikstykker. Det var ikke hele Musikkorpset, der var med – det rækker pladsforholdene i Slotskirken ikke til, og idéen med koncerten var også, at det skulle være kammermusikalsk, dvs. noget mindre end et helt orkester. H.M. Dronningen havde foruden Musikkorpset ønsket sig jazzsangeren Sinne Eeg og sangeren/sangskriver Christian Brøns. Christian Brøns skrev bagefter på sin Facebookside: “Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede fantastisk”.
Aftenens specielt udvalgte gæster var i år miljø- og fødevaresektoren, der blev indbudt for at markere deres betydning for samfundet. Foruden Majestæten, kom også H.K.H. Kronprinsen og D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie til koncert. Efter koncerten var der souper på slottet, og her leverede Den Kongelige Livgardes Blæserkvintet taffelmusikken.
En dejlig aften for vores Musikkorps.

Tekst KKB.
Fotos: screenshots fra video optaget af Det Danske Kongehus. Videoen vises på Facebook, og der skal spoles en del ned i opslagene. Se videoen, klik her.

Billedtekster:
Øverst. Ronni Miles Bebber, basun. Sinne Eeg, sanger.
Under artiklen: Utrilla Gudiksen med sin piccolo foran klarinetter fra Livgardens Musikkorps.
Midt: Sinne Eeg med medlemmer af Musikkorpset.
Nederst: Daniel Klemmensen, basun, og Tom Højlund Olsen, bas. Tom Højlund er egentlig slagtøjsspiller, men mestrer også en elbas, hvilket er til stor nytte i Musikkorpsets mange rytmiske arrangementer.