Kammermusikkoncerter og Ensembler

Musikerne i Livgardens Musikkorps kan godt lide at spille kammermusik, der er en dejlig afveksling til orkesterjobbet. Derfor indbydes der jævnligt til kammermusikaftener med Livgardens musikere, idet vi gerne vil profilere Musikkorpset og Livgarden på denne måde.

Kammermusikkoncerterne foregår udelukkende con amore og arrangeres på musikernes eget initiativ. Primus motor i kammerkoncerterne er klarinettisten Thomas Lund Jensen.

Kammerkoncerterne med ensembler og solister støttes af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Toyota Fonden, Gangsted Fonden, Musikkorpsets Koncertfond samt af Livgardens Musikkorps Venner. Der er gratis adgang til koncerterne.

Koncerterne afholdes forår og efterår i Stærekassen, Kgs. Nytorv i København. Tidligere blev koncerterne som regel afholdt i Garnisons Kirke.

Følg annoncering under kommende koncerter.

Ensembler

Livgardens Musikkorps har gennem tiden haft flere mindre ensembler i det store orkester. Disse ensembler spiller fx, når der ikke er plads til hele musikkorpset, eller når kongehuset har brug for mere intim kammermusik til en mindre sammenkomst, eller når der ikke er råd til at tage hele orkestret med ud at rejse.

Klik på Ensemblerne herunder og læs om de forskellige ensembler.

Livgardens Messingkvintet

Musikkorpsets Messingkvintet er et ensemble, der har optrådt ved mange royale begivenheder og statsbesøg rundt omkring i verden, senest i Vietnam, Chile og Kina. Samtidig tager vi gerne ud og spiller koncerter herhjemme i Danmark.
Den Kongelige Livgardes Messing Kvintet
Lars Uhrenfeldt, trompet
Lars Ejlif Hansen, trompet
Martin Cholewa, horn
Flemming Welander, basun
Christian Bay, tuba

Kontaktperson: Flemming Welander, tlf. 28 34 07 65

Livgardens Blæserkvintet

Livgardens Blæserkvintet er en klassisk blæserkvintet og optræder både i kongelige og militære sammenhænge og giver derudover også almindelige koncerter.

Den Kongelige Livgardes Blæserkvintet har følgende medlemmer

Simon Rosenkilde Roed, fløjte

Radi Radev, obo

Thomas Lund Jensen, klarinet

Leopoldo Ferris Gomez, fagot

Carsten Smith-Nielsen, horn

Kontakt: Carsten Smith-Nielsen tlf. 40 17 73 32 eller Thomas Lund Jensen tlf. 20 94 02 46

Livgardens Dance Band

I 2012 blev en gruppe musikere fra Livgardens Musikkorps opfordret til at rejse til Afghanistan for at lave feltunderholdning for vores udsendte soldater. Det var soldaterne fra Hold 13, der selv havde ønsket at høre musikere fra Livgardens Musikkorps derude, fjernt fra Danmark. I nogen tid gik bandet under navnet “Livgardens Afghanerband”.

Musikerne har fortsat sammenspillet og har optrådt adskillige gange i Danmark siden, f.eks. ved Livgardens sommerfest med deltagelse af H.M. Dronningen på Langelinie Pavillonen, ved “blå fest” og meget andet.

Livgardens Dance Band spiller desuden koncerter og til fest – og de har også spillet til både påske- og julegudstjenester.
Musikken er fx af Elvis og John Denver samt Dolly Parton “Nine to five”, Carly Rae Jepsen “call me maybe”, Rasmus Seebach “Under stjernerne på himlen” m.m. Swingende rytmer med gang i.

Dance Bandets medlemmer:Lars Ejlif Hansen, Stig Sønderriis og Stanley Westh (trompet), Steffen Mærsk og Andras Olsen (euphonium/basun), Søren Rønløv (trommer), Tom Højlund (elbas) samt sangerinden Rikke Hvidbjerg som gæstesolist.

Oplevelser fra Afghanistan 2012

Det blev en oplevelsesrig tur til en krigszone – på alle måder meget fjernt fra en fredelig orkesterhverdag i Danmark. Imødekommenheden og begejstringen for musikken var stor. Musik bygger broer mellem folk og folkeslag, og en større gensidig forståelse blev opnået.

Som en af musikerne sagde: ”De første 10 dage efter hjemkomsten havde jeg svært ved at sove. Man bliver eftertænksom. Det var voldsomme oplevelser at fordøje, og alt var anderledes hele tiden. Det er den mest spændende tur, jeg har været på, men også den hårdeste.”

Kontakt til Livgardens Dance Band: Søren Rønløv: 25 23 79 71.

Det Blå Jazzband

Det Blå Jazzband spiller swingende musik inspireret af toner og rytmer fra New Orleans. Det drejer sig om traditionel jazz fra 1920’erne og frem til mere moderne funky brass band, alt sammen med det typiske New Orleans Swing og med en sousafon til at lægge bunden.

På den måde er musikkorpset nu i stand til at levere fest og blå toner, også når pladsen er trang.
Medlemmer fra venstre mod højre på billedet:
Thomas Bruun (sousafon), Kristian Noe (trompet), Bo Skjold Christensen (klarinet/saxofon), Henning Hansen (trommer), Flemming Welander (basun).

Kontaktperson: Bo Skjold Christensen, tlf. 51940997