Stærekassen, Kgs. Nytorv

Dirigent: Giordano Bellincampi
Solist: Bjarke Mogensen, accordeon

Det er lykkedes Livgardens Musikkorps at engagere den fremadstormende accordeon-virtuos, den unge Bjarke Mogensen.

Programmet vil indeholde sprudlende værker for accordeon og orkester af bl.a. tangoens argentinske mester, Astor Piazzolla, og af danske Niklas Schmidt, en ung, dansk grammy-nomineret komponist af bl.a. filmmusik.
For orkesteret bliver der noget så usædvanligt som en formodet dansk førsteopførelse af den store, tyske komponist, Paul Hindemiths Konzertmusik für Blasorchester, op. 41. Værket er så vidt vides endnu ikke opført i Danmark. Musikken er fra 1920’erne.
Ligeledes for orkester, af den uforudsigelige, russiske Dmitri Shostakovich: Uddrag fra balletsuiten ”The Bolt”. Historien handler om utilfredse arbejdere på en fabrik, der en dag “taber” en bolt ned i maskineriet. Og hvad sker der så…?
Af den lidet kendte, italienske komponist, Amilcare Ponchielli, kan man høreItaliensk koncertmarch”. Kedelig er den ikke!
Ret til ændringer forbeholdes.

Om aftenens solist, Bjarke Mogensen:
Bjarke Mogensen er født på Bornholm i 1985. Han debuterede 13 år gammel som international solist med Münchens Symfoniorkester i en live udsendelse på tv-kanalen ZDF. Han har blandt andet spillet med musikere som Gidon Kremer og Augustin Dumay samt samarbejdet som solist med Kremerata Baltica, Moscow Virtuosi, Det Slovakiske National Orkester, Prague Radio Orchestra, DR SymfoniOrkestret, DR Underholdnings Orkestret, Cph Phil, Århus Symfoniorkester, under ledelse af dirigenter som Lan Shui, Vladimir Spivakov, Thomas Søndergaard, Rolf Gupta, John Storgårds, Beat Furrer, Francesco Angelico og Leos Svarovksy. Bjarke Mogensen havde sin debut som solist i Carnegie Hall i 2011 som den første skandinaviske accordeonist. Han blev optaget i Kraks Blå Bog i 2014.

Biletsalg – klik her

Om dirigenten: Giordano Bellincampi er født i 1965 i Rom. Han er uddannet i Danmark hos prof. Jorma Panula og har siden boet i København. Han debuterede på Det Kongelige Teater i 2000 med Puccinis La Bohème og har siden regelmæssigt dirigeret operaer af Puccini samt andre hovedværker på teatrets scener, heriblandt Verdis Aida i forbindelse med Operaens åbning i 2005. Samme år debuterede Giordano Bellincampi ved Deutsche Oper am Rhein i Düsseldorf med Puccinis La Bohème og i 2006 på Cincinnati Opera med Puccinis Tosca. Fra 2012 har han været chefdirigent for Duisburger Philharmonikerne og for orkestret I Pomeriggi Musicali i Milano. Livgardens Musikkorps glæder sig til gensynet med den karismatiske dirigent.