Hjertelige minder og beskrivelser står i kø, når Eric Enstrøm, chefen for kongefamiliens husorkester, Livgardens Musikkorps ser tilbage på årene med prins Henrik: Varmt og vindende væsen, elskelig, intelligent og humoristisk.
– Vi har i orkesteret meget ofte været tæt på prins Henrik og samarbejdet direkte med ham ved flere lejligheder. Jeg har haft stor menneskelig respekt for ham, siden jeg mødte ham første gang. Han vil i den grad blive savnet i musikkorpset, ja, vi savner ham allerede, siger Eric Enstrøm til avisen Danmark.
Det imponerende skudsmål skyldes i høj grad, at musikkorpset ifølge Eric Enstrøm meget direkte oplevede en tilsvarende respekt fra prinsen.
“For prins Henrik var ingen for store, ingen for små, for ham var ingen ligegyldige ”
Eric Enstrøm, chef for Den Kongelige Livgardes Musikkorps
– Han var et musikalsk og kunstnerisk menneske. Han nærede stor sympati og faglig respekt for alle tænkelige former for kunst og musik, og ikke mindst for kunstens udøvere. Det kom adskillige gange til et meget direkte udtryk hos ham. For eksempel da vi inviterede ham til at dirigere orkesteret i forbindelse med en opførelse, vi lavede til dronningen ved hendes 40 års regentjubilæum. Orkesteret skulle spille “Ballade om en soldat,” som han og dronningen havde hørt under et statsbesøg i Rusland.
– Han ville gerne dirigere, men havde en betingelse: Han ville have dirigenttræning. Han ville simpelt hen ikke dirigere uden nogen form for kvalificeret baggrund, ikke af hensyn til sig selv, men af respekt for orkestrets musikere. Den pointe glemmer vi ham aldrig for, siger Eric Enstrøm.
Vandt alles hjerter
Tilsvarende var der nære relationer til prinsen, da orkesteret flyttede ind i Stærekassen på Det Kongelige Teater. Da indgik musikkorpset en aftale med ham om at han skulle lave en statue som symbol orkestrets hjemsted i Stærekassen. Det blev en marmorstatue, en hånd med en lyre.
– Den opgave gik prins Henrik også op i med samme respekt for både musikken og stedet. Han arbejdede på opgaven i et år og kom her jævnligt i den periode. Han hyggesnakkede med alle musikerne og spiste frokost med os flere gange. I løbet af det år vandt han alle musikernes hjerter.
Ingen ligegyldige
Ifølge Eric Enstrøm var prinsens ligefremhed ikke kun for de kongelige relationer og aktørerne på de bonede gulve.
– Vi havde en dejlig oplevelse med ham, engang han kom og besøgte os da vi havde en øvedag i Værløse. Da han forlod stedet, sad der et par indvandrerdrenge lænet op ad kronebilen. “Hej med jer, hvad laver I,” spurgte prinsen. “Vi kigger bare på din flotte bil.” Så småtalte han lidt med dem, trykkede dem i hånden og vinkede til dem hele vejen ud fra parkeringspladsen, da han kørte fra stedet.
– For prins Henrik var ingen for store, ingen for små, for ham var ingen ligegyldige,” siger Eric Enstrøm.
Interviewet er lavet af Flemming Møller, journalist på Avisen Danmark.
Bragt i Fyens Stiftstidende 14. februar 2018 og Jyske Vestkysten 15. februar 2018.
Foto: Olav Vibild. HKH Prins Henrik dirigerer Livgardens Musikkorps, 2010.
Seneste kommentarer