Vagtparadesæson
Torsdag d. 26. september forlagde Hans Majestæt Kongen residens til Amalienborg.
Musikkorpsets vagtparadesæson startede denne dag med kongevagt, og vi deltager i vagtskiftet alle ugens dage bortset fra fredag og lørdag. Ændringer kan dog forekomme.
Konkurrence om udvælgelse af komponist
til Kong Frederik X’s Honnørmarch
Så kom den længe ventede konkurrence om udvælgelse af komponist til H.M. Kong Frederik X’s Honnørmarch. Læs nærmere om vilkårene for deltagelse ved klik nedenunder. Vi glæder os til at fremføre de udvalgte marcher for juryen.
Bliv ven med musikkorpset
Livgardens Musikkorps har en støtteforening: Livgardens Musikkorps’ Venner. Medlemmerne har vi stor glæde af, bl.a. som frivilligt hjælpekorps ved vores koncerter. Derudover kan vennerne møde musikerne og deltage i særarrangementer.
Oslo – Musikkorpset til tattoo
Livgardens Musikkorps er blevet inviteret til Oslo for at deltage i det store ”Norsk Militær Tattoo” 17. – 22. april, en årligt tilbagevendende begivenhed med talrige deltagere fra hele Europa. Musikkorpset er også blevet indbudt til at spille med i åbningskoncerten, som er en stor koncert i Oslo Konserthus med tre forskellige militærorkestre, der hver har en afdeling på små 30 minutter. På denne halve time vil vi naturligvis prøve at vise det bedste, vi har at byde på.
De udvalgte værker er:
C.C. Møller: Bataille March, Carl Nielsen: Hanedans fra Maskerade, Niels W. Gade: Pastorale, Kai V Nielsen: Frederik den IX’s Honnørmarch, Carl Nielsen: Nu lyser løv i lunde og til sidst H.C. Lumbye: Finalegalop af balletten Livjægerne på Amager.
Disse værker vil vort trofaste, danske koncertpublikum nikke genkendende til, men det vil være nyt stof for nordmændene – og man kan kun sige: hvor har de meget til gode, de nordmænd!
Nu er disciplinen tattoo jo ikke Musikkorpsets spidskompetence, så til de indviklede marchmønstre får vi hårdt brug for stabstambourens plan. Han ved jo, hvad han har med at gøre, og showet er indrettet efter det. Og nu er vi dér igen, hvor vi skal kunne marchere ind med musik og deltage i showet. Sidst, Musikkorpset var med i et tattoo, var til Livgardens 350 års jubilæum i 2008, altså for 10 år siden. Der er afsat en del øvedage på grønsværen på Livgardens Kaserne til indøvelse af det show, som Stabstambouren og musikdirigenten sammen har planlagt. Og de har naturligvis udvalgt musik, der passer på en prik. Hvis det skulle blive dårligt vejr til indøvelserne, har musikdirigenten og stabstambouren allieret sig med Københavns Lufthavn, der låner os en hangar, så vi ikke behøver rende rundt i regnvejr.
Norsk Militær Tattoo er kæmpestort. Der er planlagt en åbningskoncert i Oslo Konserthus som før nævnt, en tattooparade gennem Oslo og fire tattooforestillinger i Oslo Spektrum. De har to mand fastansat på helårsbasis til at planlægge og arrangere tattooet, ligesom de har et budget på 13 mio. Nkr. For at blive i de militære termer, så er det simpelt hen helt kanon! Se nordmændenes egen hjemmeside, klik her.
I næste nummer af Garderbladet vil der selvfølgelig være billeder mm. fra den store event. Deres udsendte vil også skrive på denne blog om, hvordan det hele går.
Kongemarcher på nettet
En nationalskat, de kongelige marcher, er kommet på nettet. Læs om marcherne, download noderne gratis og se videoerne.
The royal marches: watch the videos, download the sheet music.
Se vores galleri
Livgardens musikkorps er en stor visuel oplevelse.
VERDENS ÆLDSTE HARMONIORKESTER
Vi er 366 år gamle
Den Kongelige Livgardes Musikkorps blev oprettet samtidigt med Livgarden den 30. juni 1658 af Frederik III i de urolige tider under svenskekrigene.
Fløjter og trommer var med fra starten og var med på slagmarken, hvor de blev brugt til at give signaler til soldaterne. Musikerne blev snart efter flere og flere og spillede også til hoffets fester.
MUSIKKORPSETS ARBEJDSOPGAVER
Kongehusets husorkester
Livgardens Musikkorps kaldes populært for “Kongehusets Husorkester”. Det er vi stolte af. Vi leverer musik af enhver slags ved Kongehusets store fester, ved statsbesøg og tafler.
En mindst lige så betydningsfuld opgave er de berømte vagtparader gennem København, når regenten opholder sig på Amalienborg – eller lejlighedsvis ved slottene i Fredensborg, Gråsten eller Marselisborg. Vi sætter en ære i at gøre det så flot som muligt.
Derudover bygger vi bro mellem folk med vores musik landet over. Det passer med Livgardens motto, “Pro rege et grege” – “For konge og folk”.